onsdag den 13. november 2013

Så kører den gamle løntilskudsmølle...

Efter jeg forlod bloggen sidste gang med en masse fornyet gå-på-mod i forhold til min jobsøgning, er det nu endelig lykkedes for mig – jeg har fået et job! Eller det vil sige, rent teknisk er jeg stadig ledig, for jobbet er med løntilskud. Men ikke desto mindre behandler jeg det stadig som et ”rigtigt” job.

Alligevel er oplevelsen af at være ansat i løntilskud noget dobbelt, nærmest oxymoron'isk om man vil. For hvor meget det end minder om rigtigt arbejde, og hvor meget ansvar man end får, så sidder du alligevel med en A-kasse og et jobcenter, der puster dig i nakken. For når du er i løntilskud, så er det jo stadig a-kassen eller jobcenteret, der reelt set betaler din løn.

Der er også noget underligt ved at blive omtalt som ”gratis arbejdskraft”. Det er jo rent faktisk det, man er. For hvor meget både jobcenteret, a-kassen og politikerne, meget aktuelt, taler godt for ordningen, for virksomhedspraktik og for jobrotation generelt, ja så føles ordningerne for os, der sidder i dem, lidt ligesom (undskyld udtrykket) at pisse i bukserne for at holde sig varm. Og det har egentlig også samme effekt på psyken.

Nu skal det ikke lyde som om, at jeg ikke er utrolig taknemmelig for det arbejde, jeg har fået. Jeg nyder utrolig godt af at have fået en hverdag, at have kolleger og at have ansvar og føle, at jeg udretter noget. Endelig kom der en succesoplevelse midt i mit sure, arbejdsløse liv. Jeg oplever som 26-årig den første egentlige renæssance i mit liv. Efter at have kigget ind i væggen i omkring et år, er mit liv nu pludselig fyldt med en masse muligheder. Og jeg nyder at kunne bruge mit hoved igen og være kreativ – jeg nyder at have en identitet, ja jeg nyder næsten mest af alt at have en jobtitel. For nu har jeg endelig et svar på det evige spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?”

Desuden kan værdien af at have weekend, når det er weekend og at have noget at stå op til, ikke sammenlignes med særligt mange andre former for følelsen af at have indhold i sit liv og at gøre nytte. Jeg føler, at jeg udretter noget hver dag, at jeg har fortjent at slappe af, når jeg kommer hjem – en følelse, jeg næsten havde glemt, eksisterede.

I min rus af lykke over at have fået et job og den lyst, det har givet mig til at genopfinde mig selv, er der dog ikke langt til afgrunden. Udløbsdatoen på min dagpengeperiode kommer nærmere og nærmere, og hvor ihærdigt jeg end prøver, så lykkes det ikke at skubbe tankerne væk. Midt i min lykkerus må jeg se realiteterne i øjnene: Jeg er stadig ledig.

Og når det så småt går op for mig, så driller min løntilskudstilværelse mig. For det er enormt svært at finde 100 % lykke i et job, som egentlig er en nødløsning. Selv om jeg nok har været en af de mere heldige med mit løntilskudsjob, ja så har jeg stadig været nødt til at tage jobbet, fordi jeg ikke har andre muligheder. Og selv om jeg værdsætter al den erfaring, jeg får lige nu, så er det stadig netop det – en nødløsning. Jeg er ikke ude af systemet, jeg har stadig ikke noget ”rigtigt” arbejde.

Og så kommer jeg til det problem, som jeg altid nævner, men som er så svært at undgå, fordi hele vores system bygger på det: økonomi! Der er absolut ingen økonomisk fordel ved at være i job med løntilskud. Forhåbentlig er der en fordel ved det på længere sigt, men jeg tvivler stærkt på, at det egentlig har en effekt. Det forholder sig faktisk sådan, at jeg lige nu får mindre i dagpenge ved at arbejde 32 timer om ugen, end jeg gjorde ved at trisse rundt hjemme i lejligheden. Og i min bog virker det altså virkelig absurd!

Jeg er godt klar over, at løntilskud er beregnet til at give erfaring, få en fod inden for på jobmarkedet og i bund og grund faktisk give mulighed for fastansættelse på længere sigt. Men sådan forholder det sig virkelig sjældent! Det er jo en mega lækker ordning for alle virksomheder – gratis arbejdskraft, slurp, det kan vi godt li’. Så hvem skulle være interesserede i at gøre jobbet fast? Der står i tusindvis af akademikere i kø, som snart vil sælge deres sjæl bare for at få et eller andet at lave – tro mig, jeg har selv stået i den kø.

Og derfor er det simpelthen så vigtigt, at alle os ledige sørger for at gøre vores familie og venner opmærksomme på, at løntilskudsordningen måske ikke er så lukrativ endda. Erfaring er ganske vidst uvurderlig, men man skal også huske på, at man ikke lader sig udnytte af systemet. For hvor meget lykke et midlertidigt job end kan gøre, ja så fjerner det altså ikke din konstante bevidsthed om, at du stadig er ledig.

Lykken er endelig at have en identitet og føle, at man gør nytte hver dag – ulykken er, at den identitet unægteligt bliver revet fra dig igen lige om lidt. Lige som det at være ledig, er det at være i løntilskud også et af verdens hårdeste jobs, fordi du konstant skal balancere mellem at være lykkelig og ulykkelig – mellem at være i job og arbejdsløs. For mit eget vedkommende forsøger jeg så vidt muligt at blive i min lykkerus.

God onsdag aften til alle!

- Helle

mandag den 12. august 2013

Mit sommerdilemma

Det er ikke altid dårligt at være ledig og svedig, specielt ikke med det skønne sommervejr, der har ramt os i år. Sikken frihed at kunne ta’ på stranden hver dag, cykle en lang tur, bare ligge og dase i solen dagen lang. Ja de fleste mennesker vil nok være misundelige på min nuværende tilværelse, sådan at have længere ferie end alle andre.

Og mens jeg sidder på restauranten i solen og nyder et koldt glas hvidvin og tænker på, hvor dejligt det er som sådan ikke at have nogen forpligtelser, så slår det mig: Mens jeg sidder der og ser på alle de mennesker, der kommer cyklende og gående forbi på vej hjem fra arbejde, svedige og lidt trætte, de har lige løsnet slipset eller smidt håret op i en hestehale, mens de balancerer indkøbsposen med dagens aftensmad på styret – det er mig, der er jaloux!

Her har jeg gået og tænkt, at hvis der endelig var et tidspunkt, hvor ledigheden ikke føltes så presserende, og hvor det egentlig var okay ikke at have noget at give sig til, jeg kunne jo bare arbejde på min brune kulør, ja så var det har om sommeren. Alligevel tager jeg mig selv i at betragte de cyklende arbejdsheste og sige til min kæreste: ”Hold op hvor jeg glæder mig, til det er mig, som kan cykle hjem kl. 18 efter arbejde og en tur i Føtex, smække fødderne op og virkelig nyde et koldt glas hvidvin.” For selv om jeg sidder der på restauranten i aftensolen med mit kolde glas hvidvin, ja så nyder jeg det faktisk ikke rigtigt.

Jo, det har været skønt at holde sommerferie hele sommeren. Hvis det så ellers bare føltes som ferie. For som jeg før har sagt, så har jeg ikke noget at holde ferie fra. Og på en eller anden mærkelig måde, så kan jeg ikke rigtig nyde det der kolde glas hvidvin på samme måde, som jeg før har kunnet.

Et gammelt ordsprog lyder: ”Du skal yde, før du kan nyde”, og det tror jeg faktisk er rigtigt. Dét er mit sommerdilemma. Hvor jeg egentlig har nydt at have fri og været så privilegeret at kunne slikke alle solskinstimerne i år, har jeg faktisk længtes efter at arbejde. Den følelse af at have udrettet noget (andet end at gøre hele lejligheden ren eller endelig at have fået super brune ben), følelsen af at have fortjent at holde fri, den følelse længes jeg så grueligt efter.

De fleste mennesker siger, at sommeren altid er for hurtigt forbi. Og selv om jeg har fået hele sommeren med, så har de faktisk ret. For en gangs skyld i min ledighed er tiden faktisk gået hurtigt. Og det er fordi sommeren er en tid, hvor man ses meget med sine venner og altid har en masse på programmet. Men de dage, hvor ens venner har været på arbejde, og de dage hvor regnen har tvunget mig til at sidde indenfor, de dage har været de længste sommerdage, jeg nogensinde har oplevet.

Mit sommerdilemma har bestået i, at jeg uden tvivl har nydt at have meget fritid men samtidig ville ønske, at jeg havde mindre. For så kunne jeg virkelig nyde den fritid, om end korte fritid, jeg havde – fordi jeg vidste, jeg havde fortjent den.

Måske lyder det som om, at jeg er plaget af en lille smule dårlig samvittighed. Jeg tror det ikke, jeg tror nærmere, jeg længes. Det er underligt at tænke over, de fleste mennesker ville nok have det lige omvendt: jeg længes efter at have mindre fritid, hvor absurd er det lige?!?

Så sent som i går var min kæreste og jeg ude at spise med et andet vennepar. Vi deler en flaske vin til maden, og da jeg vil give det sidste til min venindes kæreste, siger han: ”Jamen jeg skal jo op på arbejde i morgen, så jeg skal altså ikke ha’ for meget.” Og jeg finder mig selv i en position af sygelig jalousi. Hvor ville jeg ønske, det var mig, der kunne sige det.

Lidt positivt er der dog kommet ud af mit sommerdilemma. Nu ved jeg (som om det ikke var tydeligt før), hvor meget jeg faktisk længes efter et job, en normal hverdag, at kunne yde og nyde på et højere niveau end jeg nogensinde kan opleve som ledig.

Jeg håber og tror, jeg krydser fingre for, at det snart er mig, der cykler forbi restauranten med min indkøbspose på vej hjem fra arbejde.

Fortsat god mandag til alle!

-         -  Helle

fredag den 21. juni 2013

"Det er svært at være nyuddannet, der er så meget, som man ikke forstår."

Efter en rum tids stilhed er jeg tilbage! Tro det eller lad være, men nogle gange er der faktisk større problemer i livet end at være ledig. Og nogle gange har man bare fået nok af at skulle sende ansøgninger, til møder og hver dag vågne op til ingenting. En lille puster i ny og næ giver ny energi. Desuden arbejder jeg på, efter utallige opfordringer, at gøre bloggen til en bog – en slags ”Ledig – Kend din krop!”-selvhjælpsbog. For vi bliver flere og flere, og det kalder på større opmærksomhed på menneskerne bag ledigheden.

Nå, men jeg er stadig uhjælpeligt ledig og efterhånden en del mere svedig. Denne gang vil jeg derfor slå et slag (forhåbentlig uden at fornærme eller støde nogen) for den undergruppe af ledige, jeg selv hører til: De nyuddannede ledige. De ledige, der er unge både på arbejdsmarkedet og i livet, de ledige, der ikke har nogen erhvervserfaring (i hvert fald ikke en, der bliver regnet for noget), de ledige, der er SÅ mange af!

Faktisk gik mindst hver tredje nyuddannet i 2012 direkte ud i arbejdsløshed, og siden 2008 er antallet af nyuddannede, der har været ledige i mindst 6 måneder næsten tredoblet. Og disse tal er ikke bare ren nedtur for os dimittender, det bliver også dyrt for samfundet på længere sigt. I en opgørelse fra en analyse af AE-rådet / Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2012 fremgår det, at regningen for den høje dimittendledighed frem til 2011 lyder på 1,1 mia. kr. på kort sigt og knap 800 mio. kr. på længere sigt. Det samlede tab er både en effekt af lavere timeløn for dem, der finder arbejde, samt lavere beskæftigelse.

Men nu skal det hele heller ikke gå op i tal og statistikker. Den slags kan vi få nok af i tv-avisen. Hvad, jeg gerne vil tale om, er de andre konsekvenser af den høje ledighed for nyuddannede. De personlige konsekvenser og den negative indflydelse det har, når man som ung og fuld af gåpåmod bliver holdt uden for og ikke kan få et job. Desuden har det jo også konsekvenser for samfundet, at de nyuddannede ikke får lov til at komme ud og bruge den nye viden, de har.

Nu siger folk jo, at jeg ikke skal brokke mig, jeg er jo ung og har hele livet foran mig. Sjovt nok er det netop det, der er problemet. Jeg kan ikke komme i gang med dette uh, så uendeligt lange liv, jeg tilsyneladende har foran mig, netop fordi jeg ikke kan få noget job! Og hvis ikke det er frustrerende, så ved jeg snart ikke, hvad er. Ganske vidst er jeg ung og frisk, men det er da lige til at blive gammel og grå af at sidde på sin sofa og stirre ind i væggen hver eneste dag. Det er nærmest som, al livskraft er blevet suget ud af mig, bare fordi jeg ikke har noget job.

Et andet problem er pengene – ”money makes the world go round”, som man siger. Det er såmænd ikke fordi, jeg er grådig, og jeg følte mig nærmest som en stor baron, da jeg gik fra su indkomst til dagpenge – det er jo næsten dobbelt så meget om måneden! Men altså, nu står min kæreste og jeg snarligt og skal flytte ud af kollegiet (det er jo kun for studerende), og så ville det jo være en god idé at spare op til noget indskud. Men når alle de månedlige udgifter er klaret, er der sgu bare ikke så meget at spare op af.

Det er derfor, vi ikke kan komme i gang med vores liv. Arbejde giver penge, penge giver råd til hus/lejlighed, hus/lejlighed giver plads til familieforøgelse osv.. Alt sammen noget der er med til at holde samfundet og selve livet i gang. Og så har jeg ikke engang sagt noget om det boost til identiteten og den livslyst og livsglæde, et arbejde kan medføre.

Og så siger optimisterne: ”Penge og høj indkomst er jo ikke alt.” Det kan godt være, men det hjælper altså utrolig meget på sagen, hvis man da bare har en normal indkomst til at købe hus, bil og få børn for. Jeg tror, der findes en del unge nyuddannede derude, der lige som jeg selv føler, at de er nødt til at sætte deres liv på stand-by, fordi de ikke kan komme ud og prøve deres evner og viden af. Man bliver simpelthen låst fast af ledigheden og i ledigheden.

I morges, da jeg sad i venteværelset hos lægen, læste jeg i Jyllands Posten, at Aarhus universitet og Erhvervsakademi Aarhus melder om et rekordhøjt antal ansøgere igen i år. Og så er der endda stadig omkring 14 dage, før fristen for ansøgning udløber. Og hvor er det dejligt, at folk ønsker at lære mere og udvide deres viden og kompetencer – men hvor er det ærgerligt, at der ikke er nogle jobs, der venter på dem ude på den anden side.

I artiklen stod det, at de, der søgte ind på uddannelserne, i høj grad spurgte om og søgte de uddannelser, hvor der var størst mulighed for job efterfølgende. HA! Jeg var nødt til at ryste på hovedet lidt. Da jeg søgte ind på universitetet i sin tid, blev jeg da også lovet guld og grønne skove, når jeg var færdiguddannet – lige som eksempelvis alle folkeskolelærerne eller sygeplejerskerne for bare 2-3 år siden blev lovet det samme. Virkeligheden er desværre en anden.

Og det er da til at blive en smule harm over, at regeringen nærmest skubber de unge ind ad døren til læsesalen – og når de så er kommet ind, skal de i en helvedes fart skynde sig at komme ud igen med et fint stykke papir i hånden, hvor der står en eller anden grad på – når man udmærket er klar over, at det, arbejdsgiverne efterspørger, er erhvervserfaring. Men så får man selvfølgelig flyttet nogle unge arbejdsløse fra det ene system til det andet, og det er noget, det pynter på både tal og statistikker. Det er en fin kortsigtet løsning, som at pisse i bukserne for at holde sig varm.

På trods af mine til tider sure opstød, kan jeg sagtens se, at det er en uhyggelig svær situation. For hvordan er det lige, man skaber nogle flere jobs og får flere nyuddannede i arbejde?
Der er jo den skønne løntilskudsordning til rådighed. Denne ordning burde være min og andre nyuddannedes åbning til jobmarkedet. Ikke desto mindre har jeg faktisk prøvet flere gange at få afslag på et løntilskud, fordi jeg ikke havde nok erfaring. Og så forstår jeg da overhovedet ingenting mere! Er hele ideen med løntilskud ikke, at man skal få noget mere erfaring?

Problemet er, at der er så mange ledige, at ledige med erhvervserfaring også søger løntilskudsjob – og så er det jo let at sortere nyuddannede fra. Jeg forstår bare ikke, hvorfor erfaring er blevet sådan et kæmpe buzzword? Personligt (om end en lille smule farvet) kan jeg da kun se fordele i at ansætte en nyuddannet: 

1. Jeg kommer med den nyeste viden, har masser af gåpåmod og vil gerne arbejde ekstra hårdt og ekstra meget for at gøre et godt indtryk. 

2. I og med at jeg netop er ny på arbejdsmarkedet, kan arbejdsgiveren bedre forme mig, som hun/han vil ha’ mig.

3. Da jeg ikke har særligt meget erhvervserfaring, kræver jeg ikke det samme i løn, som en med meget erfaring.

Tre gode grunde til at give en nyuddannet en chance. Og siden løntilskud er blevet invaderet af arbejdsløse med erhvervserfaring (hvilket er klart, hvor skal de ellers gå hen? All is fair in war and job-hunting), burde man lave en speciel ordning kun for nyuddannede. Lidt i samme stil som løntilskud eller akutordningen – hvor ringe de end er, så hjælper de trods alt nogle få mennesker i job – hvor virksomheder får en pose penge eller tilskud til løn, hvis de ansætter en nyuddannet. Jeg ved ikke, om det ville hjælpe, men måske man kunne regne på, om den slags ikke kunne betale sig på den lange bane. Uden at vide meget om det, så tror jeg faktisk, det kan.


Nå, her fik jeg da luft for en del af mine frustrationer som nyuddannet og ledig. Igen vil jeg understrege, at det ikke blot er vigtigt at løse problemet med ungdomsarbejdsløsheden og de nyuddannede, det er vigtigt at løse alle aspekter af ledigheden. Og skal vi ha’ en strålende fremtid, så er vi nødt til at fokusere på at gøre livet lidt lettere for de unge og nyuddannede, som i fremtiden skal trække det tunge læs!

God weekend til alle!
- Helle

fredag den 26. april 2013

Ledighed som tabu?

Først skal der lyde en undskyldning: Jeg har ikke været så aktiv på bloggen, da jeg lige nu er under selvvalgt uddannelse, det samme, som Maria fra sidste blogindlæg, blev snydt for. Derfor tæller jeg faktisk heller ikke længere med i ledighedsstatistikkerne, et interessant faktum som stiller spørgsmålstegn ved, hvor mange ledige der så rent faktisk findes i landet, når ledige under selvvalgt uddannelse og aktivering ikke tæller med i opgørelserne – vi er flere, end man lige tror.

Og det leder mig videre til en af de ting, som jeg talte med de både flinke og meget kompetente værter på Danmark Direkte om. De havde haft det umådeligt svært med at finde deltagere til programmet, som ville stå frem og stå ved deres ledighed. De, der endelig sagde ja til at medvirke i programmet, ville gerne være anonyme. Det var jeg faktisk ret overrasket over, selv om jeg fra egen erfaring ved, hvor modbydeligt og flovt det kan føles at skulle stå ved, at man er ledig.
Det ændre dog ikke det faktum, at jeg synes, det er enormt ærgerligt, at der alligevel findes så mange mennesker derude, der ikke vil stå ved deres ledighed. For det brude jo ikke være noget, man skal være flov over, og da slet ikke som arbejdsmarkedet ser ud i dag. På den anden side kan det også være nærmest ubærligt at skulle ”smykke” sig med en identitet, som man ikke selv har valgt – at være ledig er jo noget, de færreste har lyst til.

Det ærgerlige ved hele situationen er, at der ikke bliver gjort noget ved stigmatiseringen og omverdenens opfattelse af ledige, hvis vi ikke står ved, at vi er det, hvis vi selv er flove over at være det. Efterfølgende har jeg talt med flere, som under deres ledighed har oplevet et pludseligt skifte i den måde, omverdenen behandlede dem på. Der blev pludselig talt ned til dem, bare fordi de var ledige. Og det er da tankevækkende!
Jeg er heller ikke selv uden skyld. Jeg ved, at jeg selv har haft tendens til at se ned på arbejdsløse og tænke den samme gamle tanke om, at der er arbejde til dem, der vil ha’ det. Hvor hyklerisk jeg end må virke nu (for det er ærgerligt – men tankevækkende – at jeg først skulle blive ledig, før jeg kunne se, hvordan tingene hænger sammen), har jeg måtte sande, at det absolut ikke er tilfældet. Personligt vil jeg ikke stille mig tilfreds med at arbejde på Mac Donalds eller skovle sne for den sags skyld.

Og så kan man kalde mig en ”nasser på systemet”, fordi jeg ikke vil arbejde for enhver pris. Der skal ikke forekomme nogen misforståelse her: Jeg er da ovenud taknemmelig for, at jeg lever i et land, hvor der findes et system, der holder hånden under mig, hvis jeg kommer i ulykke. Det er bare ærgerligt, at nogle ”normale” mennesker med arbejde får mig til at føle som om, at jeg skylder dette system noget. De betaler jo for, at jeg kan få penge, selv om jeg ikke arbejder.
Hvad, de fleste ”normale” mennesker ofte glemmer, er, at jeg til hver en tid gerne vil bytte med dem. Så fantastisk er det skam heller ikke at være på dagpenge. Det er såmænd ikke fordi, jeg er kræsen, men jeg er dog af den overbevisning, at det ikke kan være rigtigt, at man kan gå 20 år i skole, og så findes der ikke noget ordentligt og relevant job til en, når man kommer ud (hvilket også får mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor endnu flere unge skal presses ind i uddannelsessystemet, når der ikke er job på den anden side. Der skal jo altså også være nogen, der skal stå og grave med en skovl, man skal huske på, at det ikke er alle, der egner sig til at læse i en bog. Men det er en helt anden diskussion, som jeg tydeligvis har en meget udtrykt mening om, men som ikke skal diskuteres yderligere i dette forum).

Hvis jeg kunne få ét ønske opfyldt, så skulle det være, at der kom noget mere fokus på personerne bag ledigheden i den offentlige debat. Og ikke i form af de efterhånden klassiske: ”Søren kan ikke få noget job, så nu har han lavet et cv på youtube”, eller hvad overskriften i God Aften Danmark ellers kunne lyde. Nej, det, jeg gerne vil ha’, er, at vi flytter fokus over på, hvordan vi som ledige hver især har det med at være ledige, og hvordan vi kan opnå samme status og selvsikkerhed som andre ”normale” mennesker med job. Netop fordi vi står uden anden identitet end ledigheden, har vi især brug for, at andre accepterer os, som vi er – og ikke taler ned til os i en negativt ladet tone. Hvad, vi nogle gange glemmer, er, at der er et menneske bag ledigheden, og ikke en stereotype, som der ellers er tendens til at tro.
Jeg er ofte blevet spurgt, om der slet ikke er noget positivt ved at være ledig. Og jo da, selvfølgelig er der det. Personligt er jeg ikke typen, der skammer mig over at være ledig, problemet er bare, at jeg ofte oplever, at samfundet omkring mig synes, at jeg skal skamme mig. Og derfor kan jeg sagtens forstå, at der er mange ledige, som skammer sig og synes, det er enormt flovt at stå ved deres ledighed. Men sådan skal det altså ikke være!

Desuden kan det være enormt svært at skulle se noget positivt i en situation, som man er blevet tvunget ind i, og som differentierer en fra resten af samfundet. At være ledig sætter grænser for dig, som du ikke selv har valgt at sætte – og det kan være enormt frustrerende!
Som jeg også fortalte om i radioen, så påvirker min ledighed alle andre aspekter i mit liv. Hvad man kan foretage sig med hensyn til huskøb, billån, rejser, ja sågar det at få børn afhænger jo af at ha’ råd. Og at ha’ råd til noget afhænger af din indkomst, som igen afhænger af dit job – som man som ledig ikke har. En ledigs indkomst (og da slet ikke en nyuddannet ledig) efterlader ikke mange guldmønter til sparregrisen – faktisk er min sparregris gået på en drastisk kur, som umuligt kan være sundt for den i længere tid.

Næh, at se det positive i ledigheden kræver en vis psykisk styrke. Hvis jeg skal pege på noget positivt, som jeg helt sikkert får gavn af på længere sigt, så er det, at jeg har lært en hel del om mig selv. Jeg har lært mig selv at kende uden for en identitet, som er defineret af mit job eller studie. At være ledig giver dig lov til at revurdere dig selv, at tænke over, hvem du er – og det kan være enormt svært, når man både på a-kassen og jobcentret føler sig som det næste tilfældige nummer i rækken.
I min hverdag og overfor mig selv definerer jeg mig ikke som ledig. Jeg føler ikke, den identitet passer på mig (og alligevel summer den konstant rundt i baggrunden). Og sådan tror jeg, der er rigtig mange, der har det. Derfor er det også næsten hjerteskærende, når man til sociale sammenkomster bliver tvunget til at omtale sig selv som ledig – eller næsten værre endnu arbejdsløs (UH, hvor jeg krummer tær ved det ord!). Og grunden til, vi har det sådan med de ord, er, fordi de er så negativt ladede.

Det skal ikke være en skam at være ledig. Fokus fra politikerne og jobcentret lægger konstant på at få de ledige i arbejde så hurtigt som muligt. Og den mængde stres overføres så på de enkelte ledige, der får indtrykket af, at de skal skynde sig i job så hurtigt som muligt, næsten lige meget hvad jobbet indebærer. Hvad med at tage sig tid til, hvordan de ledige faktisk har det med at være ledige? Men jeg ved, det er utopi at forestille sig, at der kunne blive tid og penge nok til at tage sig ordentligt af den enkelte og lave individuelle forløb, der kan booste vedkommendes selvtillid, så presset og stressen omkring ansøgninger, jobsamtaler og formularbureaukrati ikke føles så enormt. Så man får taget fat på de ledige, der rent faktisk har det rigtig skidt med at være ledige.
For ledighed bør ikke være tabu! Vi er mange, så der er ingen grund til at være flove over det. Jeg forsøger ikke at gøre ledighed til det nye sort, sådan skal det heller ikke være. Men når vi nu engang er så mange i samme båd, burde vi så ikke sætte fokus på at gøre sejlturen så behagelig som muligt og sørge for, at der ikke er huller i bunden af båden? Vi skulle jo nødig drukne i vores ledighed.

God weekend til alle!
/Helle Hunskjær Madsen

mandag den 8. april 2013

Systemer, systemer - Problemer, problemer

Først og fremmest skal der lyde en stor tak til alle jer, der lyttede med, da jeg var i radioen i lørdags. Hvis du ikke fik hørt det, kan det findes på http://www.dr.dk/radio/#/arkiv/danmark-direkteca. 27 min. inde i programmet. Det var en super fed oplevelse, og debatten satte en masse tanker i gang, som jeg glæder mig til at dele med jer her på bloggen – i næste indlæg.

Dette blogindlæg skal nemlig som lovet handle om de frustrerende systemer og regler, man krydser klinger med, når man er blevet ledig. For med ledigheden medfølger en stor pose fuldt med alle mulige regler og systemer, som synes at ændre sig, lige som man troede, man havde fundet ud af, hvordan det hele fungerer. Men så er det jo godt, at man som ledig har et række kompetente og brillante instanser, som kan vejlede en i vildnæset (implicit ironi kan forekomme).
Heldigvis har jeg ikke på egen krop oplevet, hvor kompliceret nogle bestemte systemer kan være. Mine egne oplevelser rækker kun til de, som alle andre ledige også prøver; hvordan fungerer det lige med det der dagpengekort, hvor mange ansøgninger skal jeg sende om ugen, hvor tit skal jeg på jobcenteret eller a-kassen, ja i det hele taget at finde hoved og hale i, hvad man skal gøre for at få ubetalt sin månedlige understøttelse. Ja bare det at få sig meldt ind i a-kassen med forhåndsgodkendelse og diverse formularer krævede intet mindre end 5 opringninger til a-kassen og jobcentret (og dermed sammenlagt ca. 2 timers dejlig”vente-på-at-nogen-tager-telefonen”-musik – i a-kassens tilfælde for først at komme igennem til kontoret i København og først derefter blive stillet om til kontoret i Aarhus).



Den slags kan jo være frustrerende nok i sig selv. Desværre er der ledige, der kommer ud for, at systemet bliver endnu mere udfordrende og endnu mere snørklende, end det, de fleste af os møder. En af disse ledige er Maria, hvis historie er værd at læse.
Maria er 26 år, bosiddende i Aarhus med sin kæreste og for et halvt år siden uddannet cand.ling.merc i engelsk og international markedskommunikation og pr. Maria stod til, som så mange andre inklusive mig selv, at blive ledig efter endt uddannelse. Det var dog ikke noget, der bekymrede hende særlig meget;

”Jeg havde ikke tænkt så meget over, at jeg nu skulle være ledig. Jeg tænkte, at selvfølgelig er der et job til mig, jeg havde ikke noget i kikkerten eller det vildeste netværk, men startede med at søge med det samme. Desuden havde jeg jo job i Føtex, så fordi jeg havde den form for aktivering, har jeg ikke følt mig ledig på den måde, som man ellers ville føle sig.”

Frem for at sige sit studiejob op inden, hun afsluttede sin uddannelse, var Maria blevet anbefalet af sin a-kasse at blive i jobbet og komme over på ordningen med supplerende dagpenge.

”Jeg havde undersøgt, hvordan det var med supplerende dagpenge inden, jeg blev færdig, netop fordi jeg jo havde jobbet i Føtex. Men det var svært at vide, om jeg nu havde fået de rigtige informationer, for reglerne ændrer sig jo hele tiden. Så jeg spurgte min a-kasse for at være helt sikker. Her fik jeg så at vide, at det altid kan betale sig at være på supplerende dagpenge. Hvad hun så ment med det, ja det skal jeg ikke kunne sige.”
Der var nemlig en del ting, som a-kassen glemte at informere Maria om. Hun føler, at der var visse (men meget vigtige detaljer), der ikke blev taget med i overvejelserne.

Som nyledig har man som bekendt hos de fleste forskellige rettigheder. For eksempel har man ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse inden for en rum tid. Og da Maria gerne ville optimere sine evner på it-området, ville hun vide, om hun stadig kunne nå at få ret til de 6 ugers selvvalgt, selv om hun kom på supplerende dagpenge. Damen fra Marias a-kasse forsikrede hende om, at Maria godt kunne nå det, da kurserne tages inden for 36 ugers ledighed (den regel er for øvrigt lavet om igen, så perioden nu er forlænget), og da det kun er muligt at være på supplerende dagpenge i 30 uger, kunne hun lige nå det.

Desværre glemte a-kassen at informere Maria om en mindre men temmelig vigtig detalje: Så længe man er under opsigelse, kan man heller ikke deltage i selvvagt uddannelse.
”Hun havde jo ikke tænkt på, at jeg havde arbejdet i Føtex i flere år, og derfor oplyste hun mig heller ikke om det, der hedder opsigelsesrettigheder. Det var først efterfølgende, jeg fandt ud af, at man heller ikke må deltage i selvvalgt uddannelse, mens man er under opsigelse – også selv om man slet ikke arbejder mere og egentlig er fyret.
På grund af, at jeg havde været i Føtex så længe, havde jeg 4 måneders opsigelse – under hvilke jeg heller ikke måtte deltage i selvvalgt uddannelse. Derfor kunne jeg jo pludselig ikke nå at tage et kursus inden for de 36 uger.”
Maria var nu lettere frustreret over sin situation. Derfor talte hun med personalechefen i Føtex for at sige, at hun var villig til at forkorte sin opsigelsesperiode, så hun kunne komme i selvvalgt uddannelse. Desværre strider den slags jo mod alle regler om personale- og opsigelsesrettigheder, hvilket Maria selvfølgelig havde fuld forståelse for.

Et andet problem var også, at hvis Maria lod sig fyre fra dags dato, ville hun miste retten til dagpenge i de resterende måneder af opsigelsesperioden. Maria var fanget som en lus mellem 2 negle, og der var ikke noget, hun kunne gøre for at modarbejde systemet.

Der var også en anden konsekvens, Maria heller ikke blev oplyst om. Fra sommeren 2012 blev reglerne for virksomhedspraktik lavet om, så nyuddannede nu kan få lov til at komme i 8 ugers praktik frem for kun 4. Igen glemte a-kassen at informere Maria om, at man mister denne ret, hvis man blot har så meget som en enkelt times betalt arbejde efter, man har meldt sig ledig. Så har man nemlig kun ret til 4 ugers virksomhedspraktik.

Og Maria havde faktisk gået og planlagt en virksomhedspraktik, hvor der også efterfølgende var en jobmulighed i sigte. Denne mulighed blev dog kraftigt reduceret, da Maria pludselig blev oplyst om, at hun kun måtte være i virksomhedspraktik i 4 uger frem for 8.

”I min situation var det rigtig irriterende, fordi jeg måske havde et job i sigte, som jeg kunne gøre mig bedre kvalificeret til, hvis jeg havde haft mulighed for at forlænge min virksomhedspraktik. Og på den måde synes jeg, det er virkelig åndssvagt, at der ikke er nogen form for individuel vurdering, netop fordi mit job i Føtex jo ikke er særligt fagligt relevant.”
Maria følte faktisk, at mange af hendes rettigheder som ledig blev berøvet, blot fordi hun havde sagt ja til at komme på supplerende dagpenge.
”Det er ikke fordi, jeg synes, jeg skal have mere, fordi jeg går på arbejde hver dag og bidrager til samfundet, jeg vil bare have ret til det samme, som alle andre nyuddannede ledige har.”
Marias oplevelser er et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke er inde i reglerne eller modtager dårlig vejledning. Marias historie er også et levende bevis på, at der inden for alle reglerne og systemerne er behov for en større grad af individuel vurdering. Hun fortæller, at hun efterfølgende har klaget sin nød til både a-kasse og jobcenter, og begge steder blev hun mødt af opgivende arme, suk og en slags ”ja det ved vi godt, men det er der ikke noget at gøre ved, sådan er systemet”-attitude.
Så reglerne og systemerne er ikke kun frustrerende for os ledige, de er rent faktisk også frustrerende for de mennesker, der skal håndhæve og vejlede i dem hver eneste dag. Og hvis ikke det kalder på en revurdering af hele ledighedssystemet, ja, så ved jeg snart ikke, hvad der er op og ned længere.
I Marias tilfælde ender historien lykkeligt – ikke fordi, hun får lov til at forlænge sin virksomhedspraktik eller komme i selvvalgt uddannelse – men fordi Maria faktisk har fået sig et job (hun havde første arbejdsdag i dag). Og herfra skal der selvfølgelig lyde et stort tillykke, både med at komme i arbejde og komme ud af systemet.

Og med Marias historie in mente, er mit råd til alle ledige: sæt dig ind i reglerne og overvej alle detaljer FØR, du gør noget, som a-kassen eller jobcentret råder dig til. Det kan have fatale konsekvenser for dig i sidste ende.
Med et ønske om, at alle får en skøn mandag aften!
/ Helle

onsdag den 3. april 2013

Kontaktoplysninger - det skal jo til

Efter artiklen på jp.dk i lørdags har der været stor interesse for bloggen. Og det er jeg selvfølgelig super glad for! :) Men jeg er åbenbart en svær dame at støve op. Så derfor laver jeg lige et mellemindlæg med mine kontaktoplysninger til de, der skulle have lyst til at henvende sig.

mvh.

Helle Hunskjær Madsen

mobil: 60 19 09 75

mail: helle87@gmail.com

onsdag den 27. marts 2013

Den ”selvforskyldte” negativitet – Skru du bare ned for tante Tut og Onkel Børge

Påskens komme betyder, at man bliver ekstra svedig som ledig. Det gør man som regel under højtider, for det betyder, at man skal være sammen med familie og venner til et utal af påskefrokoster og komsammener. Og her undgår man sjældent spørgsmål som: ”Hvordan går det så?”, ”Er du stadig ledig?”, ”Er der noget at søge?” (disse spørgsmål er selvfølgelig nydeligt akkompagneret med den klassiske hængemule og de våde øjne). Meget ofte er disse spørgsmål efterfulgt af et yderligere spørgsmål, der som regel begynder med: ”Har du tænkt på, at du kunne…” – og så kommer mirakelkuren! De fleste ”normale” (her bruger jeg termen fra sidste indlæg, dvs. normal = mennesker med arbejde) tror, at de lige nøjagtig ved, hvordan en ledig kan komme i arbejde. Og det gør de måske også, de er jo selv kommet i job en gang – eller ved de nu også det?

Det pudsige ved et spørgsmål som dette er, at man antager, at en ledig ikke har overvejet alle de muligheder, der kunne være for at komme i arbejde. Faktisk forholder det sig uden tvivl sådan, at de fleste ledige, efter et stykke tid i hvert fald, begynder at overveje og udtænke forskellige planer for, hvordan man kan komme i job – siden det, man har gjort, jo ikke har virket indtil videre. Problemet er (igen), at man alt for hurtig bliver negativ som ledig. Man sidder i en situation, hvor man for alt i verden SKAL have et arbejde, og gerne så hurtigt som muligt.
Derfor er det også umådeligt irriterende (for nu at bruge et måske lidt barnligt men ikke desto mindre sandt udtryk), når man kommer til at tale med andre, der tror, de har knækket koden. ”Hvis du bare gør sådan og sådan, så skal du nok få et job.” Hvis det virkelig var så nemt, mon jeg så ikke allerede havde knækket koden selv? Der er forskel på folk, det er jeg klar over, og jeg siger ikke, at der ikke findes ledige, der udnytter systemet, eller som ikke har tænkt alle muligheder igennem. Men som sagt, er de fleste ledige faktisk utilfredse med at være ledige (jo, den er god nok!), og derfor forsøger vi faktisk at finde en masse alternative måder til at komme i job. Det er vigtigt at forstå, at vi alle sammen er forskellige, bare fordi vi alle sammen er ledige, er vi ikke nødvendigvis ens. Hvad der fik dig i arbejde, er ikke nødvendigvis det, der får mig i arbejde.
Desuden er det naivt at foreslå, at enhver ledig vil være tilfreds med et hvilket som helst job. Personligt bliver jeg med jævne mellemrum foreslået at blive lærevikar i folkeskolen – bare for at ha’ noget at lave. Selv om det ofte er venligt ment, kan jeg faktisk gå hen og blive ganske harm over det af følgende 4 grunde:
  1. Hvis jeg gerne ville være folkeskolelære, så havde jeg helt sikkert taget en folkeskolelæreuddannelse.
  2. Jeg har ikke lyst til at være folkeskolelære, det ligger faktisk slet ikke til mig at skulle have ansvaret for så mange børn på en gang – også selv om jeg ”bare” er vikar.
  3. Jeg ville ikke bryde mig om at skulle ta’ et job fra en læreuddannet, som rent faktisk har lyst til at undervise og ville gå til opgaven med større engagement, end jeg nogensinde ville kunne opmønstre.
  4. Og (måske nok den vigtigste grund af ALLE!) der er i forvejen rift om lærerjobs, så ideen om, at jeg skulle kunne komme valsende ind fra sidelinien med en helt forkert uddannelse og overhale køen af nyuddannede lærer indenom, virker for mig fuldstændig absurd! Det er jo faktisk ikke kun inden for mit felt, at det er svært at få job, det gælder sådan set for alle. Og derfor kan arbejdsgiverne tillade sig at stille de højeste krav til både uddannelse og erfaring. Så det er ikke så let at springe fra branche til branche, som det måske har været, den gang der var mangel på arbejdskraft.

Derfor er udtrykket: ”Der er arbejde til dem, der vil ha’ det”et forældet udtryk. Bare fordi man er ledig, har man nu pludselig ikke lov til at vente på og gå efter sit drømmejob. Næ, man skal tage det første det bedste, ellers er man et skarn! Og så lige meget om man egentlig er uddannet til og drømmer om noget andet, så har man bare af at tage de jobs, der er.
Derfor bliver man som ledig – ikke altid, men ofte – mødt af en uforståenhed, når man skal forklare tante Tut og onkel Børge, hvorfor man ikke er i job endnu. Og det giver anledning til det, dagens blogindlæg faktisk skulle handle om; den ”selvforskyldte” negativitet. Jeg sætter selvforskyldt i citationstegn, fordi jeg mener, at det er en negativitet, vi selv tager på os, men som vi absolut på ingen måde selv er skyld i.

At skulle tale om at være ledig og forklare sig overfor diverse familiemedlemmer og venner til diverse påskefrokoster medfører naturligt en enorm mængde stress, selv om man som ledig ikke burde ha’ noget at stresse over, da man jo synes at have oceaner af tid, siden man ikke skal på arbejde – udover det faktum, at man jo netop ikke har noget arbejde (hvilket vel egentlig i sig selv er grund nok til at blive utrolig stresset?)

Og siden alle andre synes at have mirakelkuren, bliver man enormt meget i tvivl om sig selv: Er det mig, der er noget galt med? (Det må det jo være, hvis det eftersigende er så nemt at få et job) Er jeg for kræsen? Måske dur jeg bare ikke til at få job inden for den branche, som jeg drømmer om? Man begynder at stille spørgsmålstegn ved, om tante Tut og Onkel Børge egentlig har ret, når de siger, at jeg burde tage mig til takke med det, jeg kan få. Men det er helt forkert!
(Tante Tut og onkel Børge i fuld vigør!)
Hvis der er noget, der er vigtig for os som ledige, så er det at opretholde en vis mængde positiv energi, en tro på, at vi godt kan, at vi er gode nok. Som ledig får man ikke den bekræftelse, som andre mennesker får i deres job. Der ligger jo et implicit ”du er god nok” bare i det at have et arbejde. Og den bekræftelse må man som ledig selv stå for at opretholde.

En klog mand fra A-kassen sagde en dag til mig: ”Som ledig skrumper man 2 cm for hvert afslag, man får.” Og når man kun er 160 cm høj, er der efterhånden ikke meget mere at ta’ af. På et tidspunkt er jeg nok så lille, at der slet ikke er nogen, der ligger mærke til mig, og til sidst forsvinder jeg helt. Hver eneste ansøgning er så fuld af håb og drømme, at det ligefrem kan gøre ondt helt inderst inde, når man åbner mail-boksen og læser emnefeltet ”AFSLAG”. Derfor er positiv selvbekræftelse et af de vigtigste redskaber, vi kan være i besiddelse af, når vi bliver ledige. Og derfor må tante Tut og onkel Børge pakke deres Jantelov og mirakelkur ned i tasken og gå hjem.
Som ledig søger man bekræftelse, men af en eller anden grund er kommentaren: ”Det skal nok gå” bare ikke nok! Sikkert fordi, det forventes, at man skal være led og ked af sin situation. ”Det skal nok gå” kan meget hurtigt vendes til ”Det går ikke, hvis du ikke snart får et job”. ”Det skal nok gå” er nemlig ofte efterfulgt af de famøse ord: ”Der kommer sikkert snart et job til dig”. Og hvad nu hvis der ikke gør? Er jeg så fuldstændig tabt på gulvet, en lost cause, et special case scenario der ikke dur til noget som helst? Nej, det er (desværre) ofte op til mig selv at puste luft i min positivitets-ballon, så jeg kan svæve over den slags kommentarer, hvor velmente de end er, og vide, at jeg er god nok – med eller uden job.
Næste blogindlæg kommer til at handle om den mængde frustrerende systemer og regler, som bliver pålagt en, når man er ledig (det danske bureaukrati strikes back!). Hvorfor er alle disse regler med til at give ekstra stress, og hvad er egentlig godt og ondt ved de forskellige ordninger? Og så skal vi møde Maria, der vil fortælle om, hvordan hun som nyuddannet blev trukket rundt i manegen i et cirkus ved navn ”Supplerende Dagpenge”.
God Påske til jer alle, hold hovedet højt, det er helt okay at være ledig og svedig!
/ Helle