Efter jeg forlod bloggen sidste gang med en masse fornyet
gå-på-mod i forhold til min jobsøgning, er det nu endelig lykkedes for mig –
jeg har fået et job! Eller det vil sige, rent teknisk er jeg stadig ledig, for
jobbet er med løntilskud. Men ikke desto mindre behandler jeg det stadig som et
”rigtigt” job.
Alligevel er oplevelsen af at være ansat i løntilskud noget
dobbelt, nærmest oxymoron'isk om man vil. For hvor meget det end minder om rigtigt arbejde, og hvor meget ansvar
man end får, så sidder du alligevel med en A-kasse og et jobcenter, der puster
dig i nakken. For når du er i løntilskud, så er det jo stadig a-kassen eller
jobcenteret, der reelt set betaler din løn.
Der er også noget underligt ved at blive omtalt som ”gratis
arbejdskraft”. Det er jo rent faktisk det, man er. For hvor meget både
jobcenteret, a-kassen og politikerne, meget aktuelt, taler godt for ordningen,
for virksomhedspraktik og for jobrotation generelt, ja så føles ordningerne for
os, der sidder i dem, lidt ligesom (undskyld udtrykket) at pisse i bukserne for
at holde sig varm. Og det har egentlig også samme effekt på psyken.
Nu skal det ikke lyde som om, at jeg ikke er utrolig
taknemmelig for det arbejde, jeg har fået. Jeg nyder utrolig godt af at have
fået en hverdag, at have kolleger og at have ansvar og føle, at jeg udretter
noget. Endelig kom der en succesoplevelse midt i mit sure, arbejdsløse liv. Jeg
oplever som 26-årig den første egentlige renæssance i mit liv. Efter at have
kigget ind i væggen i omkring et år, er mit liv nu pludselig fyldt med en masse
muligheder. Og jeg nyder at kunne bruge mit hoved igen og være kreativ – jeg nyder
at have en identitet, ja jeg nyder næsten mest af alt at have en jobtitel. For
nu har jeg endelig et svar på det evige spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?”
Desuden kan værdien af at have weekend, når det er weekend
og at have noget at stå op til, ikke sammenlignes med særligt mange andre
former for følelsen af at have indhold i sit liv og at gøre nytte. Jeg føler,
at jeg udretter noget hver dag, at jeg har fortjent at slappe af, når jeg
kommer hjem – en følelse, jeg næsten havde glemt, eksisterede.
I min rus af lykke over at have fået et job og den lyst, det
har givet mig til at genopfinde mig selv, er der dog ikke langt til afgrunden.
Udløbsdatoen på min dagpengeperiode kommer nærmere og nærmere, og hvor ihærdigt
jeg end prøver, så lykkes det ikke at skubbe tankerne væk. Midt i min lykkerus
må jeg se realiteterne i øjnene: Jeg er stadig ledig.
Og når det så småt går op for mig, så driller min løntilskudstilværelse
mig. For det er enormt svært at finde 100 % lykke i et job, som egentlig er en
nødløsning. Selv om jeg nok har været en af de mere heldige med mit løntilskudsjob,
ja så har jeg stadig været nødt til at tage jobbet, fordi jeg ikke har andre
muligheder. Og selv om jeg værdsætter al den erfaring, jeg får lige nu, så er
det stadig netop det – en nødløsning. Jeg er ikke ude af systemet, jeg har
stadig ikke noget ”rigtigt” arbejde.
Og så kommer jeg til det problem, som jeg altid nævner, men
som er så svært at undgå, fordi hele vores system bygger på det: økonomi! Der
er absolut ingen økonomisk fordel ved at være i job med løntilskud.
Forhåbentlig er der en fordel ved det på længere sigt, men jeg tvivler stærkt
på, at det egentlig har en effekt. Det forholder sig faktisk sådan, at jeg lige
nu får mindre i dagpenge ved at arbejde 32 timer om ugen, end jeg gjorde ved at
trisse rundt hjemme i lejligheden. Og i min bog virker det altså virkelig absurd!
Jeg er godt klar over, at løntilskud er beregnet til at give
erfaring, få en fod inden for på jobmarkedet og i bund og grund faktisk give
mulighed for fastansættelse på længere sigt. Men sådan forholder det sig
virkelig sjældent! Det er jo en mega lækker ordning for alle virksomheder –
gratis arbejdskraft, slurp, det kan vi godt li’. Så hvem skulle være
interesserede i at gøre jobbet fast? Der står i tusindvis af akademikere i kø,
som snart vil sælge deres sjæl bare for at få et eller andet at lave – tro mig,
jeg har selv stået i den kø.
Og derfor er det simpelthen så vigtigt, at alle os ledige sørger
for at gøre vores familie og venner opmærksomme på, at løntilskudsordningen
måske ikke er så lukrativ endda. Erfaring er ganske vidst uvurderlig, men man
skal også huske på, at man ikke lader sig udnytte af systemet. For hvor meget
lykke et midlertidigt job end kan gøre, ja så fjerner det altså ikke din
konstante bevidsthed om, at du stadig er ledig.
Lykken er endelig at have en identitet og føle, at man gør
nytte hver dag – ulykken er, at den identitet unægteligt bliver revet fra dig
igen lige om lidt. Lige som det at være ledig, er det at være i løntilskud også
et af verdens hårdeste jobs, fordi du konstant skal balancere mellem at være
lykkelig og ulykkelig – mellem at være i job og arbejdsløs. For mit eget vedkommende forsøger jeg så vidt muligt at blive i min lykkerus.
God onsdag aften til alle!
- Helle